Who loves you?

Jeg har prøvet på at være tålmodig, jeg har prøvet på at være tapper. Hver eneste dag, har jeg siddet og troet naivt på kærligheden. Ventet på, at den skulle tage om mig, så jeg ikke skulle føle mig så alene, men i stedet resulterede det i at gøre mig mere ensom og følelsesløs end før. Jeg ar altid troet på kærligheden og ovenud lykkelige slutninger, men nu kan jeg ikke mere. Jeg har mistet alt håb og lyst til at elske efter alt hvad jeg har været igennem. Mit hjerte er blevet knust og skuffet alt for mange gange. I perioder er det blevet elsket, uden at elske tilbage, og andre gange er det blot stået uelsket hen.
Hvor er det hårdt at elske nogle, uden at få den samme portion kærlighed igen...
Tid læger ikke alle sår, men efterlader store ar, som er synlige resten af ens liv. De forsvinder aldrig, og jo flere du får, jo sværere bliver de også at leve med.
Man græder, når det ikke er ham som står udenfor din dør, når du har allermest brug for det. Du græder, når nogle skriver, og du sætter dine forventniger op, du holder fast i det sidste spinkle håb, men det langtfra er den person, som kunne gøre dig allermest glad. Jeg burde sove, jeg burde tænke på alle andre end dig, men nogle gange er det bare for svært, for hårdt. Alting har sin tid, og jeg ville ønske, at jeg var fri til at gå min egen vej, men jeg er bundet fast til kærlighedens røde tråd, og jeg ved ikke hvordan jeg nogensinde skal viklet fri igen...